SUFO er en landsforening for medlemmer, der har interesse i sundhedsfremme og forebyggelse på ældreområdet. Vi repræsenterer et stærkt tværfagligt fællesskab med medlemmer fra ca. 90 kommuner – og er dermed bredt funderet i praksis over hele landet.
Med Ældrelovens § 4 som pejlemærke arbejder SUFO for at støtte fagpersoner i at skabe en opsøgende og forebyggende indsats, der bidrager til en tryg, aktiv og selvstændig alderdom for borgerne.
Lighed i sundhed er vigtigt for SUFO. Alle borger skal have lige mulighed for et sundt og aktivt liv uanset rammer og vilkår, fx helbredsmæssige, sociale og økonomiske forhold.
Et hvert samarbejde til gavn for borgeren på tværs af interne og eksterne samarbejdspartnere samt civilsamfundet har stor værdi for SUFO.
Formål:
Foreningen er en tværfaglig landsforening for alle med interesse for sundhedsfremme og forebyggelse på ældreområdet. Foreningens formål søges opfyldt således:
- gennem udvikling af et fagligt netværk på landsplan, til at formidle viden og udveksle erfaringer
- gennem synliggørelse af den faglige indsats og de samfundsmæssige muligheder i relation til sundhedsfremme og forebyggelse på ældreområdet
- gennem samarbejde med andre sundhedsfremmende og forebyggende interessegrupper
- gennem medvirken i forsknings- og uddannelsesprojekter
- gennem medvirken til udvikling og etablering af uddannelse
- gennem påvirkning af den forebyggelsespolitiske debat så vel lokalt, regionalt som på landsplan
SUFO mener at:
- Forebyggelse og sundhedsfremme skal starte tidligt for at sikre et godt liv – også for seniorer
- Alle skal have mulighed for et tilbud om støtte til at styrke en meningsfuld og sund alderdom
- Der skal være lighed i sundhed for alle ældre uanset rammer og vilkår
- Det kræver faglige kompetencer at hjælpe den enkelte godt på vej og bygge bro til civilsamfundet
- Fremtidens forebyggelse og sundhedsfremme skal bygge på viden om, hvad der virker på strukturelt, organisatorisk og individuelt plan.
SUFO arbejder med at:
- Styrke gode og visionære rammer for det sundhedsfremmende og forebyggende arbejde og tidlig opsporing
- Inspirere til metoder, der styrker tidlig opsporing og indsats over for ældre borgere med forebyggelsesbehov
- Etablere netværk og dele inspiration og viden
- Støtte medlemmerne i at omsætte lovgivning og nationale mål til lokal praksis – til gavn for både fagligheden og borgerne.
