Det hjælper ikke altid at tale højere til mennesker med nedsat hørelse. Men god belysning på ansigtsmimik, tydelig udtale og øjenkontakt styrker mundaflæsning og forståelse.
– Det er stigmatiserende at have mistet noget af hørelsen i alderdommen, fordi omgivelserne hurtigt tror, at det er forstanden, der er på retur, siger Christine E. Swane. Hun er idémager til rapporten Sansesvækkelse i alderdommen – et etnografisk studie og direktør og forskningsleder i Fonden Ensomme Gamles Værn, der har finansieret hovedparten af projektet.
– Det kan gå ud over ens selvforståelse, især som høresvækket, når samhørighed med omverdenen bliver forvrænget og kommer ud af takt. Sansetab bliver marginaliserende, når det får en person til at miste socialt fodfæste, siger Jon Dag Rasmussen. Han er antropolog og har som post.doc. stået for en stor del af feltarbejdet blandt de 21 deltagere. Find rapporten her.
En af deltagernes familie viser bl.a. i filmen Jeg er snart sanseløs – et indblik i hverdagen hos ældre med sansetab, hvordan den har indrettet boligen. Det er kultursociolog Ida Wentzel Winther, der i sin forskning arbejder bl.a. med lyd og billeder, som har redigeret filmen. Den giver et sanseligt indblik i tab, savn og frustrationer i livet med syns- og høresvækkelse, som er svære at formidle på skrift. Filmen varer 14 minutter, og den findes her.